Dette er webmasteren til..... Åhh disse minder :)

Mit første skole billede.
Jeg blev meldt i skole 01 04 1955
På Halskovskolen.
Jeg kom i 1. kl B og fik Poul Jensen til klasselærer ( Osten)
Jeg elskede ham.  

Min opvægst var på Stottsvej, på Halskov siden.
Min mormor og morfar ejede huset som vi boede til leje i.
Vores gangdør vendte ud mod " Jordvejen" som den vej altid benævntes.
Når vi var kommet op ad trapperne og op på afsatsen, havde Ib og jeg et lille værelse der. Til H. på afsatsen var vores køkkendør, som var vores indgangs dør til lejligheden.
Køkkenet som vi kom ind i fornemmer jeg som et forholdsvis stort køkken. Vi gik gennem det, ind i spisestuen og sammenhængende med den var dagligstuen, som vi altid opholdte os i. Derinde fra var døren til mor og fars soveværelse.

Vi havde naturligvis hverken varmt vand - bad eller indendørs wc.
Når vi skulle på wc, skulle vi klædes på. Som skrevet, var vores gangdør ud mod vejen. Vi skulle altså ned af trapperne, ud på off. vej et par skridt til V. og så ind ad porten til vores gård, og der lå så et dame og herre das ( De var ens) bagerst i gården. Se evt. billede på min anden HP
I den øverste del af døren ind til das, var der tremme på langs, men kunne se lidt ud men ikke ind :)
men man kunne fyre en snebold mod tremmerne, det gav kolde lår, når man sad der på træbrædtet, med spanden under sig, som der kom nogle og tømte en gang om ugen, i lighed med at man får tømt skraldespand. De havde et særligt værktøj som de kom rundt om tønden, op på nakken, ud i en bil, hvor alt blev tømt af, og så en tom spand ind igen. Det var langt fra alle der brugte wc papir, mange steder lå der bare nogle stykker avispapir til at tørre sig med. Men vi havde altid wcpapir, dog ikke den lækre kvalitet som nu, for min far holdt fast på at tryksværten på avisen måtte være giftig.
Så man holdt sig så længe det var mulig, især når det var vinter og mørkt.

Vi havde jo kun en hane med koldt vand. Så når der skulle bruges varmt vand, blev der kogt en kedle  vand  på gasblusset henne på gasborder. Det var to løse apperater der stod på gasbordet, hvor man så skruede op for gassen og tændte  for blusset med en tændstik.
Det var naturligvis kun de voksen der måtte røre ved det. Det var jo ikke helt ufarligt, man skulle jo også passe på tingene ikke kogte over, så vandet løb over og ned og slukkede ilden, så den dødlige gas kunne strømme ud.
Dette billede af gasblus har Lone sendt mig. Billedet ser ud til at være fra et skolekøkken eller et industrikøkken. Men gasblussene er dem man havde. Det var ikke som man måske skulle tro,flaske gas. Nææ alle havde gasblus, der lå et gasværk inde på hjørnet af Teilmansalle og Dahlsvej, det hvor adminastrationen nu ligger. Og som man på billedet ser var der slanger direkte på apperaterne, så når man tændte for det fik man gas i lighed med at tænde for EL.
Man havde gas ind i 70èrne. Da jeg som nygift købte hus på Nyvej, var der endnu gasblus, hvor jeg i en stor grukedel, kogte min søn`s bleer,
Der blev rigtigt nok kogt nogle kedler vand, når det fredag aften var stor badedag. Så sad man oppe på køkkenbordet med fødderne ned i en balje varmt vand som stod i vasken, og så sæbede ens mor os i den grad ind. Til sidst kom det værste... man skulle ligge på ryggen på køkkenbordet, med hovedet ud over vasken. Så gjorde mor håret vådt og kom sæbe i, pyyy hvor hun lagde krafter i, og tro mig, dengang var der ikke opfundet sæbe der ikke sved i øjnene, og i den stilling, hvor man lå og krammede et håndklæde over øjnene og ens mor med et liter mål skyllede sæben ud igen, var det næsten umuligt at noget ikke løb ned i øjnene. Kors hvor var man man rødøjet og halvkold af at ligge der, alt sejlede jo i vand. Og ondt i nakken havde man, det var strengt at skulle ligge og holde sit eget hovede ud over vasken.
 Så ind og have håret redt igennem..AV..og endelig...dejligt varmt nattøj, der om vinterne blev varmet foran kakkelovnen.

Ja kakkelovn.
Billedet her viser hvordan de kunne se ud. Vores var meget højere, cylinder rund og sort, men principet er det samme.
Man fyldte koks i, i den øverste låge, puttede optændings brænde og aviser i den miderste låge. og forneden var askeskuffen, som jo skulle tømmes for asken, og føj hvor det støvede, og endnu værre var, at de mest uvenlige mennesker, om vinteren brugte asken til at komme på vores elskede glidebaner. De var totalt ødelagte når sådan en askeskuffe var strøet ud over en glidebane.
En sådan handling blev straks straffet med at man hentede noget vand og skyndte sig at lave en ny glidebane, hvor man helt bestemt vidste at skuffens ejermand ville træde.
Så var der koksene.
Min far var kommunal ansat ved vejvæsnet.
Atså altid strenge job.
Det kunne være at grave veje op fordi der evt. skulle lægges noget rørledning ned. Det kunne være at skovle sne op på lastbiler, som så tømte det ud i Storebælt. Det var også somme tider ham der var med til at tømme wc tønderne, det var vi noget flove over.
Da han havde en meget dårlig ryg, var disse job jo ikke ligefrem sunde. Det medførte at han sommetider var sygemeldt.
Og der kommer vi til koksene.
Man bestilte koks.
Det almindeligste, hvis far ikke var sygemeldt, var at vi så havde råd til 10 hekotolitter Cinters koks. Det vil sige 10 sække. Og man sørgede for at være hjemme når koks manden kom, for man talte om han nu også tømte 10 sække af inde i fars værksted hvor koksene havde deres plads. Hvor folk dog sled dengang, tænk på hvor mange tons koks der blev slæbt på de skuldre.
Hvis far var sygemeldt, var der kun råd til een sæk Gasværkskoks.
Det var meget dårligere og billigere koks, og dermed ikke så meget varme i dem. Ib og jeg vidste altid vi var " fattige" når koksmanden kun tømte een sæk koks af.
MIn mormor og morfar som jo ejede huset og boede i stueetagen, var rimeligt velstillede folk. Så når de fik brændsle hjem, var det ikke koks, men kulbriketter. Som var store og firkantede. De gav naturligvis mere varme. Min mormor var ikke særligt elskelig, men det var min morfar. Og det hente at han en aften mormor ikke var hjemme, sneg sig op til os og gav mor og far een kulbrikket.
Hvor må det dog have været nedværdigt for min far at modtage een briket. Men han var jordens venligste mand, så som reglen lod han som ingenting.
Optændings brænde skulle der jo også helst til, det stod far og kløvede og stablede fint inde under hans arbejdsbord, som  kun var en bred hylde ud fra væggen.
Den kakkelovn kunne jo kun varme stuen op.
Andre døre blev hermetisk lukket for at holde på varmen. Der blev jo også hurtigt dejligt varmt i køkkenet, når mor skulle lave mad, når gasblussene blev tændt.
Min Ib`s og mit værelse, som jo lå ude på trappeafsatsen, var  KOLDT.
Vi valgte de fleste nætter at sove i samme seng og under samme dyne, for at holde varme. Vi kunne tit ligge og skrabe rim af væggene og der var som reglen rim på dynen om morgenen, hvor vores ånde havde ramt dynen.
Prøv at spørg om gulvet var koldt at træde ud på om morgene, hvis man ikke var så heldig at havde et par sutsko at træden ned i, det hjalp dog lidt.
Men hvor kunne man dog hygge sig om kakkelovnen. Det kender man jo intet til foran en radiator.
Intet sted var hyggeligere, når den begyndte at sende varmen ud og det knitrede i den.
Man satte en spisestol omvendet foran og tørrede vante - huer og sådan. og støvlerne på aviser foran.
Åhhh hvor man glædede sig en hel nat, når vi sammen med far, om aftenen havde lavet fantasi dyr af ler og far havde sat dem til tørring natten over nede i askeskuffen. De dyr der ikke var knækket, blev der leget forsigtigt med.
 

Andre lege.
Alle, også drengene, legede med hønse ringe.
Dem der er i det kræmmerhus nederst til H. i billedet er hønseringe. Man købte dem i alle farver og flere størrelser og drejede dem sammen i lighed med måden man sætter nøgle ringe sammen.
Man hønsede så med så mange af gangen som man havde
" råd " til eller var dygtig til. For det meste var det dog med to ad gangen. Disse hønseringe var de dyreste.
lidt billiger var dem vi kaldte " led"
Dem købte man ligesom i plader og brækkede dem enkeltvis fra hinanden. De var rigtigt sjove at få 10 øre eller hvis man var heldig lidt mere, at gå hen og købe led for. For man kunne få dem i alle afskygninger. F.eks. alfabetet, talrækken, forskellige dyr, hjerter, ja alt muligt, der var så en lille revne i hver enkelt, så de kunne hægtes sammen til lange snore. Der kunne gå rigtig meget tid med at hygge sig med dem, når man ikke " hønsede ". Så skilte man hele rækken ad og samlede den i farver, eller alle Aèr sammen eller alle hjerterne sammen.O.S.V., man brugte også de flotteste til at have om halsen eller som armbånd.
De kostede er par øre stykket, men når man kun fik 25 øre i lommepenge om ugen, og man jo også gerne ville have lidt slik, så var det en stor højtid at få nasset penge fra mor til at købe hønseringe og led for, uhhh hvor man valgte omhyggeligt ud. Det er klart købmand Sørensen, valgte at betjene andre kunder medens man bestemte sig for sit vigtige køb.
Glansbilleder.
Jeg elskede / elsker glansbilleder.
Jeg har altid ærget mig over jeg ikke har gemt mine elskede glansbilleder.
Jeg er for et års tid siden begyndt at købe glansbilleder igen, men du dufter ikke af barndom mere. Jeg har sat dem i en fin mappe og kan sidde og bare nyde synet af dem, men der mangler alligevel noget, helt det samme er det ikke.
Nej hvor havde man mange flotte glansbilleder, og de ark blev valgt mindst lige så omhyggeligt ud, når man en gang imellem havde mulighed for at købe nye.
Ellers byttede man og det var meget seriøst.
Det var i den grad noget for noget. Alle vidste at nogle var mere kostbare end andre.
Brudepar med glimmer på var i høj kurs. Der måtte man af med flere forskellige for at bytte sig til sådan et.
Alene kassen / æsken man havde til sine glansbilleder i, havde en værdi, set ud fra om vedkommende måske havde nogle rigtigt flotte billeder.
Havde man kun en tavelig kasse, havde man nok også kun kedelige billeder. Åhh at få fat i en flot farvestrålende ciger eller tobaks kasse at metal, var den højeste lykke. De fleste af os måtte nøjes med træ æsker, men hvor vi elskede de glansbilleder, de havde et særligt liv.
Og kassebøgerne.
de fleste bøger kunne bruges til det, dog var også nogle bøger der i højere kurs end andre.
Men gamle telefonbøger og den slags var meget brugte.
Så foldede man hvert enkelt blad halv ind over sig selv, og skrev, f.eks. Tag eet eller tog to eller læg eet og sådan fremdelse.Så sad man med sin kassebog mellem begge hænder og den man byttede med sad så med det glansbillede hun i første omgang ville gå af med. Så kørte man det billede med mellem de bukkede sider, lod bogen åben og foldede siden ud. Stod der så , tag 2 var der så i forvejen lagt 2 billeder ind man kunne tage, og straks skulle kassebogens ejermand lægge to nye ind.
Stod der derimod læg 2 måtte man jo af med 2.
Det kunne somme tider give diskutioner, hvad man ville af med, for som sagt var der uskrevne love om hvilke billeder de fleste var ude efter. Når man lavede sig en ny kasse bog, hvilket også var en dejlig beskftigelse, lavde man jo naturligvis flest sider med , LÆG 1 eller flere, det gjorde jo alle. Men de gik på den anden side heller ikke at lave for mange af de sider, for det rygtedes hurtigt, og så gad ingen jo lege kassebog med een.
NÆSTE SIDE