Min tid som sygehjælper elev på Kommunehospitalet i kbh.

Når man læser min beretning om min tid som sygehjælper elev i 1967, vil nogle nok tror det er foregået i 1800 tallet og jeg hadede da også hver eneste dag derinde.
Men har siden glædet mig utallige gange over jeg stod det igennem.

Jeg havde ansøgt flere steder om at komme ind som sygehjælper elev og blev pr. 01 04 67 optaget som sygehjælper elev på Kommunehospitalet i Kbh.

Jeg kunne ikke finde et sted at bo og da jeg selv boede i Korsør var jeg jo næsten nød til at finde noget derinde.
Min daværende forlovede havde en tante og onkel hvor jeg midlertidigt kunne låne et værelse.

Og så startede mit livs værste 8 mdr.
De første 14 dage skulle vi gå på skolen derinde hele dagen og de næste 14 dage lidt på skolen og lidt på den afdeling vi senere skulle være på.
Skolen var OK. Vi lærte ikke en brøkdel af det de unge lære nu på tilsvarende uddannelser, men til gengæld lærte det vi havde brug for som sygehjælpere.
Og det var en geni streg udi sygehjælper faget.
Vi lærte hvad vores område var og hvad vi skulle / måtte, og det er jo i bund og grund det primære.
Nu lære de unge så galt om vandets surheds grad, hvad de så skal bruge den viden til, de kan dog kun åbne for vandhanen og bruge vandet der kommer ud.
De lære hvor mange gange en engangs klud kan foldes sammen og bruges...total vandvid at bruge tid på sådan en unødig viden.

Da den månede var gået skulle vi til eksamen :)
Vi fik 100 skrevne spørgsmål som vi så skulle have en eller anden procentdel rigtig af.
Når det var bestået skulle vi op i en praktisk prøve.
Jeg skulle rede en tom seng op og tage et blodtryk og så var jeg ellers klar til at starte på
5. mands, som afdelingen hed. Det var et medicinsk afsnit, hvor der primært var brækkede ben og cancer patienter.

Afdelingen var een lang gang, med patientstuer på højre side af gange og toiletter og skyllerun,og den slags på den anden side af gangen.
Vi kunne ikke planlægge fridage.
Hver dag blev der hængt en seddel op udenfor plejemors kontor hvad stue vi skulle være på næste dag, hvad vagt man havde eller om man havde fri.
Man kunne meget nemt risikere at når man mødte næste morgen var planen ændret og måske kunne man køre hjem igen fordi de havde sat een på til fridag, eller vagten var lavet om til man først skulle møde kl 10.30. Det var min 7 vagt blevet  lavet om til den dag København fyldte 800 år, så jeg tog bussen ind og så verdens længste kaffe bord i herligt solskinsvejr
Jo jeg skrev plejemor... hver morgen når man mødte ind var det første man skulle gøre at gå ind til plejemor, neje og sige " godmorgen plejemor" og så kunne man gå til den stue man skulle være på.
Det var alle otte sengs stuer, men der var altid 12 senge. Fem langs hver væg og to på langs i midten af stuen og tit også patienter ude på gangen, der hørte til stuen.
Havde man vagt fra kl 7 om morgenen, startede nogen med at tage puls og temp. og skrive det på tavlen, og så skulle der deles morgenmad rundt.
En anden skulle, samtidig med der blev delt morgen mad rundt, gå rundt med et trærullebord med en stor spand på.
Så gik man rundt til sengene og tog de uringlas man dengang havde i sit sengebord.
Noget af urinen skulle bare tømmes over i den spand og andres urin skulle først sis gennem et klæde i den spand, hvis der var mistanke om nyresten.
Det var i den grad ulækkert, ikke fordi jeg nogensinde har ladet mig påvirke af " dufte" men midt i morgenmaden???
Noget af det første jeg huske jeg blev sat til var at gøre rent på det sterile bord der stod på hver stue, til forbindinger, kateterskift og den slags.
Vi havde i den grad lært steril teknik på skolen, så det var ikke et problem for mig at overholde de krav.
Men ved gud der stod mange ting på det bord, og de aller fleste ting var mig jo aldeles ukendte.
Jeg skulle fjerne det hele og sætte det på et andet bord for at skifte bleen tingene stod på.
Og derefter kom problemet, det skulle sættes tilbage nøjagtigt som det havde stået. Jeg havde ikke en negermands chance for at huske det. Bl.a husker jeg at der stod et højt glas med væske og deri en lang pincet.
Det væske skulle skiftes og tangen ned igen.
Jeg havde lært at hvis man kom til at røre kanten eller indersiden af glasset med tangen, skulle man lægge den på bordet for at vise at den nu var usteril, og selvfølgelig kom jeg til det.
Og ved gud om jeg ikke fik ballade over jeg havde lagt den som jeg havde lært, tja første nederlag.

Toiletterne og skyllerum var også noget specielt
Jeg tror der var fem stuer alle med 12 senge og så de senge ude på gangen, og der var TO små patient toiletter.
Så det ligger enhver klart at der var kamp om dem.
Da der var mange  med brækede ben og som lå med dem oppe i stræk, et grusomt totursystem, skulle de jo på bækner, når de skulle stort.
Det var som sagt en mands afdeling og der kunne af den grund godt være stor størrelse på det de kom af med.
Man tog så det bækken igen og gik ud i et lille rum med en underlig udslags kumme, med at bitte lille hul i.
Kunne de afleverede ting ikke komme ud gennem det lille hul, hang der en træpind på væggen som man tog og masede det afleverede i stykker så det kunne passere ned i hullet.
Jo det var lækkert på en afdeling der skulle forestille at være steril.

Tit lå de med deres brækkede ben i det stræk i mange måneder inden det kunne tages af og de kunne komme op og gang træne.
De foregik i en høj træ " gang lotte"
Jeg husker en ung mand der havde ligget usædvanligt længe i stræk, endelig kom han op og kunne begynde at gå op og ned af gangen i den høje træ gangramme.
Ved gud om ikke den brasede sammen under ham og han brækkede benet igen, så kunne han starte forfra.
Der var ikke noget med han fik nogen form for erstatning, og han kunne jo ikke gøre for det var noget gammelt lort der brasede sammen.
Det eneste man tilbød ham var, at der nede for ende af gangen var en tilbygning, der kaldes pavilionen. Det var en forholdsvis ny tilbygning, så der var forholdene lidt mere moderne, der kunne han komme til at ligge som dispentation for uheldet.
Staklen endte med at få hospitals kuller og blev overført til at andet sygehus for forandringens skyld.

Da jeg havde boet en månedes tid hos min forlovedes familie, skaffede manden mig et værelse hos en af sine kolegaer. De var politibetjente.
Det var i Søborg og jeg fik et lille værelse på første sal, fordi fruen ikke turde være alene med børnene om natten når manden var på vagt, jeg ved ikke lige hvad de havde forestillet sig jeg kunne hjælpe med, og jeg måtte love jeg ikke skulle have natte og aftenvagter. Det kunne jeg jo ikke overholde da man jo skulle have vagter også i elevtiden.

Nå men jeg fik det værelse til en 2-3 hundrede om måneden. Jeg skulle også give nogle hundrede kr for buskort for at komme på job og jeg fik under 1000,- om måneden da jeg var under 21, så pyha jeg er tit gået sulten i seng.
Der var kun en seng og et skrivbord på værelset, jeg havde ingen adgang til et køleskab eller nogen steder jeg kunne vaske tøj.
Så jeg havde lidt rugbrød en tube smør og sådan noget i skrivbordskufferne
Jeg måtte til nød benytte badet og jeg måtte vaske lidt tøj i håndvasken, men havde kun selve værelset at hænge det til tørre på.
Når jeg havde nattevagt måtte jeg snige mig på job og hjem igen og håbe på de ikke opdagede det.

At have vagt på Kommunehospitalet var også en historie for sig selv.
Først havde man syv nattevagter og den 7. og sidste nattevagt skulle man møde igen samme dag man var gået fra om morgenen og møde ind i syv aftenvagter, så altså 14 dage uden fridag.
Jeg har altid synes aftenvager er hyggelige og de gik også rimeligt, selvom det øvrige personale aldrig acc mig fordi jeg var en ung pige på 18 år fra PROVINSEN, så jeg følte mig altid alene og ensom blandt de andre, men jeg var velligt hos patienterne, så det gik.
Men nattevagterne var et sandt mareridt.
De faste vagter var jo dem der altid havde vagter og så var der os elever som de ikke regnede for det de trådte på og behandlede os, enten som luft eller slaver.
Jeg husker der sågalt var en sygepleje elev der tog sit eget liv over det.
Man startede altid en nattevagt med at finde noget at spise og de koget æg, hvis man ikke lige var der når de talte op hvor mange der ville have et æg, blev man ikke spurgt og fik således intet æg. Ægget kunne man jo nok undvære, men hvor var det nedværigene at sidde og se de spiste deres.
De tog det som en selvfølge at jeg tog klokkerne, hvis jeg var den eneste elev.
Mange lå med drop og det skulle jeg så også huske at følge med i hvornår de var ved at løbe ud, så de kunne skiftes.
Det var ikke noget sygehjælpere måtte skifte og da slet ikke en elev. Men om natten herskede der andre regler, hvis ingen gad rejse sig måtte jeg jo selv gøre det, og det havde jeg jo naturligvis ikke lært, men det sked de hyæner på.
Noget af det værste jeg var udefor i en nattevagt, var engang jeg havde taget en klokke og en patient bad om noget at sove på,jeg gik jo selvfølgelig tilbage til de andre og sagde det. Ved gud om ikke en af dem smed nøglerne til medicinskabet til mig og bad mig selv tage 2 kodymagnyler til pt.
Naturligvis vidste jeg hvad kodimagnyler var........ men men det er altså store medicinskabe på de afdelinger og hvor stod de så lige.
Til sidst fik jeg stavet mig frem til dem og fik giver manden dem.
Aldrig i mit liv har jeg været så bange og fik slet ikke sovet fra vagt den følgende dag.
For en ting var jo at jeg nok troede jeg havde læst der stod kodymagnyl på glasset, men jeg havde mareridt over om det nu var dem eller noget der måske stavedes næsten på sammen måde.
Men de kællinger bekymrede sig hverken om elever eller patienter, bare de kunne sidde på deres r.. hele natten og intet som helst lave.

Når den 7. og sidste aftenvagt var overstået var det reglen at alle efter fyraften tog på Damhuskroen.
Hvordan vi kom derind husker jeg ikke, men jeg husker jeg ikke havde lyst , men det ville være en dødsstynd ikke at tage med, så jeg turde ikke sige fra.
Jeg anede ikke ikke hvor i verden jeg befandt mig og da vi skulle hjem bekynrede ingen sig om mig. Jeg stod på en vej og anede ikke i hvad retning Søborg og en bus deril var.Jeg husker jeg måtte ud midt på gaden og fange en bus og spørge mig hvordan jeg klarede den. Jeg må jo have klaret det for hjem til værelset kom jeg da.

Da jeg havde boet på det værelse i nogle måneder var jeg ligesom blevet træt af at sulte så jeg sagde det op og flyttede hjem til mine forældre i Korsør.
Det betød jo så at jeg skulle meget tidligt op om morgenen for at nå 5 toget til hovedbanegården og derefter med S tog til Nørreport og jeg var selvføgelig også sent hjemme igen om aftenen, men jeg var ung og kendte ikke til at være træt og nu fik jeg da mad.

Jeg ville være udlært 31 12 67.
En uges tid inden blev man enkeltvis kaldt op til en oversygepeljerske og fik sit eksamens bevis, med et tillykke og intet andet.
Og endelig oprandt den sidste dag og jeg kunne forlade det sted for evigt. I mange år ville jeg end ikke køre forbi det forhadte hospital.
Det var en dejlig da for den dag skulle jeg samtidig flytte sammen med min forlovede hos nogle fælles venner i deres hus hvor vi lejede et værelse.